Vintage
Vintage-portvin er den absolutte superstjerne. Vintage laves kun i de bedste høstår af udsøgte kvalitetsdruer. En årgangsportvin skal ligge lang tid i flasken før den frigiver sin fulde smagsoplevelse og typisk smager den bedst 15-30 år efter høståret. Vintage port byder på en fyldig, sødmefuld oplevelse, fuld af nuancerede smagsindtryk. Her vil du opleve solbær, mærke kirsebær, chokolade, kaffe, figner og meget mere.
Årgangsportvine er ufiltrerede og skal næsten altid på karaffel når man åbner dem. Nyd den lettere afkølet og gerne samme dag som du har åbnet flasken.
Vintage er oplagt at servere til stærke, cremede oste som gorgonzola, stilton, roquefort eller blåskimmelost, hvor den komplekse sødme fra portvinen får det hele til at gå op i en højere enhed. Andre gode serveringstips er mørk chokolade, figner og valnødder.